Super Mario vinder tillidsvalg i Italien

Det italienske parlament bakker med et stort flertal op om premierminister Mario Monti i en tillidsafstemning.

Italiens premierminister, Mario Monti, har fredag vundet en tillidsafstemning med et massivt flertal. Det sker efter, at han har advaret politikerne om at sabotere den reformpakke, der skal bringe landet ud af den aktuelle gældskrise.

Monti har vundet afstemningen med 556 stemmer for og 61 stemmer imod efter en sikker sejr i overhuset torsdag. Hans ikke-valgte regering af teknokrater arbejder nu for fuld styrke.

Mario Monti, der også står for den italienske økonomi, har over for Parlamentet skitseret en bred række af smertefulde reformer, der har til formål at styrke de offentlige finanser og øge konkurrenceevnen efter et årti med stagnerende vækst.

Monti, der onsdag blev udnævnt som Silvio Berlusconis efterfølger, efter at den miskrediterede centrum-højreleder mistede sit flertal, sagde, at han agtede at beklæde posten, indtil det næste ordinære valg i 2013.

Politikerne er under mistanke for at ville vælte teknokratregeringen, som mange af dem er modstandere af, i løbet af få måneder.

Men Berlusconi har sagt, at han er parat til at lade regeringen sidde perioden ud. Han nægtede at fortælle sine tilhængere, at han kunne "trække stikket ", når han ønskede det.

Inden afstemningen benyttede Monti lejligheden til at fortælle Underhuset, at hans succes med at gennemføre de dybe og smertefulde reformer ville afhænge af støtten fra Parlamentet.

- Jeg beder ikke om en blind tillidsafstemning. Vi beder om en årvågen tillidserklæring. I skal også, når I afgiver jeres stemme om tillid eller ej, huske på, hvad konsekvenserne vil være for borgernes tillid til jer, sagde Monti.

Den bemærkning var en klar advarsel til de politikere, der har givet anledning til offentlig forargelse for ikke at gribe ind, mens Italien gled tættere på en økonomisk afgrund samtidig med, at statsgælden kom ud af kontrol under Berlusconi.