Eks-minister risikerer to års fængsel

Gaver, stripperskandale og fester: Finlands tidligere udenrigsminister i retten i omfattende sag om bestikkelse

Den tidligere finske udenrigsminister Ilkka Kanerva risikerer to års fængsel i en sag om omfattende bestikkelse han modtog for at hjælpe en gruppe forretningsmænd. Retssagen begyndte mandag i Helsinki i Finland. (Foto: AP)
Den tidligere finske udenrigsminister Ilkka Kanerva risikerer to års fængsel i en sag om omfattende bestikkelse han modtog for at hjælpe en gruppe forretningsmænd. Retssagen begyndte mandag i Helsinki i Finland. (Foto: AP)

Den tidligere finske udenrigsminister Ilkka Kanerva risikerer to års fængsel i en sag om bestikkelse. Den omfattende retssag mod ministeren er netop begyndt i Helsinki i Finland, skriver AFP.

Kanerva blev tvunget til at træde tilbage i 2008 efter en skandale om sex-chikane via sms og bestikkelse i form af gaver, som udenrigsministeren havde modtaget fra en række forretningsmænd.

Den celebre del af skandalen handlede om, at Ilkka Kanerva sendte op mod 200 sms'er til den finske stripper Johanna Tukiainen, hvor han blandt andet bad om lov til at røre hende på en natklub og spurgte, hvad hun havde på af undertøj.

Den mere problematiske del af skandalen er, at Ilkka Kanerva modtog for ca. 375.000 kroner 'gaver' fra en række forretningsmænd som modydelse for at hjælpe dem med at skaffe tilladelser til at opføre et indkøbscenter, fremgår det af retsdokumenter, der blev fremlagt mandag.

Den finske statsanklager Jarmo Kalske siger til AFP, at Kanerva 'var i stand til at påvirke investeringer i et nyt shoppingcetner ved at flytte rundt på grænserne for by- og landszoner'.

Bestikkelsen fandt sted i 2007 og 2008 og omfattede indirekte kampagnestøtte, møbler, billetter til sportsbegivenheder og små 240.000 kroner, der blev fyret af på udenrigsministerens 60 års fødselsdagsfest.

Det var fødselsdagsfesten, der bragte udenrigsministeren i pressens søgelys. Han valgte at fejre fødselsdag, frem for at deltage i et vigtigt EU-møde om Kosovo og Mellemøsten.