Bye, bye Berlusconi

Silvio Berlusconi har netop trukket sig som Italiens premierminister

Silvio Berlusconi her på vej til præsidentpaladset i Italien for at indgive sin afskedsbegæring. (Foto: AP)
Silvio Berlusconi her på vej til præsidentpaladset i Italien for at indgive sin afskedsbegæring. (Foto: AP)

Efter en 17 år lang karriere inden for italiensk politik, har den 75-årige Silvio Berlusconi netop trukket sig som Italiens premierminister. Silvio Berlusconi indgav lørdag aften sin afskedsbegæring til landets præsident, Giorgio Napolitano. Det oplyser præsidentkontoret.

I tirsdags oplyste Italiens præsidentkontor, at Silvio Berlusconi ville træde tilbage, efter hans regering har vedtaget en række vigtige økonomiske reformer, som den har lovet EU.

- Når denne forpligtelse er blevet ført ud i livet, vil premierministeren indgive sin afskedsbegæring til statsoverhovedet, hedder det i erklæringen fra præsident Giorgio Napolitanos kontor.

Og netop tidligere i dag, lørdag, godkendte Italien den reformpakke, der skal være med til at lette Italiens enorme gældsbyrde på 1900 milliarder euro. Og derfor meldte præsidentkontoret i Rom tidligere lørdag aften ud, at Silvio Berlusconi ville indgive sin afskedsbegæring til landets præsident klokken 20.30 dansk tid.

Glæde i gaderne
Da Silvio Berlusconi omkring klokken 21 dansk tid ankom til præsidentpaladset for at indgive sin afskedsbegæring blev han mødt af op mod 5000 glade italienere, der råbte og jublede over, at Berlusconis æra er forbi.

Ord som mafioso og buffoon, der på dansk betyder klovn, mødte den nu tidligere premierminister, da han forlod den sorte bil og gik ind i præsidentpaladset, mens andre var hårdere i ordvaldet.

- Gid, du må dø, råbte flere til den mand, der har været en del af italiens politik de sidste 17 år.

68-årige Monti overtager
Det bliver efter alt at dømme den 68-årige Mario Monti, der overtager jobbet som Italiens premierminister.

Han har tidligere været EU-kommisær, og han er desuden en yderst respekteret økonomist.

Tidligere lørdag mødtes Silvio Berlusconi og Mario Monti samt to af Berlusconis nærmeste rådgivere i premierministerens kontor.

Silvio Berlusconi har igennem den sidste lange tid været et stort samtaleemne i medierne, efter det er kommet frem, at han har afholdt de såkaldte 'bunga bunga' sex-fester, ligesom han er blevet anklaget for at have betalt en 17-årig pige for sex - noget, der nu tidligere premierminister selv afviser.