Norges justitsminister går af

Knut Storberget går af som Norges justitsminister. Han nævner hensyn til familien som årsag til sin afgang

Norges justitsminister, Knut Storberget fra Arbeiderpartiet (Ap), trådte fredag tilbage fra sin post. Ny justitsminister bliver den hidtidige forsvarsminister Grete Faremo, mens statssekretær Espen Barth Eide (Ap) overtager hendes post.

Rokaden kom ikke uventet, idet Storberget for flere måneder siden meddelte statsminister Jens Stoltenberg (Ap), at han ønskede at trække sig fra det krævende job for at få mere tid til familien, oplyser han til NRK.no.

Norges regering har imidlertid været under kritik for myndighedernes og især politiets respons på angrebene i Oslo og på Utøya den 22. juli, hvor Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker.

Oprindeligt ville justitsministeren have trukket sig efter kommunalvalget i september, men på grund af de blodige begivenheder valgte Storberget at blive siddende lidt længere, siger Stoltenberg.