TV: Løftebruds-ministeren endelig konfronteret

Ministeren for By, Bolig og Landdistrikter lovede sidste år vælgerne på Fyn, at Svendborg Sygehus beholder deres skadestue - men sådan bliver det ikke: - Man kan ikke lave om på fortiden, lyder det nu fra minister Hansen

Ministeren for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen (S) lovede sidste år - tilmed på skrift - vælgerne på Fyn, at Svendborg Sygehus ville beholde sin skadestue, men Regionsrådet i Region Syd har netop besluttet at skadestuen skal nedlægges.

Det ligner et eklatant løftebrud. Sådan lidt i klasse med eks-statsminister Poul Nyrups berømte løfte om ikke at forringe efterlønnen. Måske af samme grund har Carsten Hansen været som sunket i jorden siden sagen dukkede op i TV 2 mandag aften.

Her til eftermiddag besluttede Ekstra Bladets megafon-redaktion, at nu måtte det være nok med Carsten Hansens påfaldende tavshed.

SE EKSTRA BLADET KONFRONTERE LØFTEBRUDS-MINISTEREN I TV-INDSLAGET OVER ARTIKLEN

Udstyret med redaktionens lille, men effektfulde megafon begav vi os over til Carsten Hansens ministerium, der har til huse side og side med Social- og Integrationsministeriet i Holmens Kanal 22 - lige over for Christiansborg Slotsplads.

'Ministeren tager ikke imod'
I receptionen forlød det - akkurat som ministeriet havde fortalt os flere gange tidligere telefonisk - at ministeren 'ikke tager imod'.

Derfor var der kun et at gøre. ekstrabladet.dk trak megafonen og opfordrede - nu - højlydt og fra gaden - Carsten Hansen til at droppe tavsheden, forlade ministeriets beskyttende mure og forklare sig nærmere over for vælgerne.

Inden længe var der ganske meget liv i de ministerielle vinduer, men Carsten Hansen lod sig ikke se.

Derfor gentog ekstrabladet.dk opfordringen i megafonen flere gange.

Efter endnu nogen tid - og yderligere brug af megafonen - dukker Carsten Hansen op. Og for første gang siden løftebruds-sagen dukkede op er der nu pludselig levende ord fra Carsten Hansen.

Som man kan høre i TV-indslaget indrømmer Carsten Hansen ikke direkte, at der er tale om løftebrud. Men en form for indrømmelse, kom der dog ud af munden på den hidtil så tavse minister, da ekstrabladet.dk spørger ham, om han fortryder, at han kom til at formulere sig så håndfast over for de fynske vælgere sidste år, at han udstedte et løfte, der ikke kan holdes:

- Nu er det sådan, at man aldrig kan lave om på fortiden, lød det fra Carsten Hansen.

1 af 2 Carsten Hansens løfte til de fynske vælgere
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere