Manden, som landets nye forsvarsminister nu har hyret til at forsvare ham mod skandalesager og frække spørgsmål fra journalister, har selv en særdeles pinlig boligsag med i bagagen, når han træder ind i ministeriet.
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har udnævnt sin tro følger og partikammerat Søren Lippert som sin velbetalte spindoktor. Og måske er han den helt rette til jobbet?
I hvert fald har Søren Lippert selv haft både besværlige journalister og en politisk møgsag helt inde på livet.
Læs: Ritt sviner SF-ministre: I ved for lidt
Boede hos svigermor
Tilbage i 2005 blev Søren Lippert valgt ind i byrådet for socialdemokraterne i Frederikssund Kommune.
Men bare ti dage efter valget måtte han trække sig, da der blev rejst tvivl om, han overhovedet boede i den kommune, hvor han var valgt.
Sagen var meget delikat, idet Lippert noget utraditionelt havde taget folkeregisteradresse hos sine svigerforældre, der tilfældigvis boede i Frederikssund kommune, hvor han gerne ville i byrådet. I følge reglerne skal man bo i den kommune, hvor man stiller op til kommunevalget.
Ligner svindel
Men da den nye spindoktors kone i selv samme periode havde adresse i København, voksede mistanken om bolig fup af værste skuffe.
Søren Lippert selv nægtede ’bevidst snyd’ med trak sig alligevel. Ene og alene fordi, at folk kunne få det forkerte indtryk, og at det ville skade socialdemokraterne i Frederikssund, sagde han dengang.
- Det er en ’anderledes’ situation, og derfor kan det se ud som svindel. Reelt bor vi begge steder, men jeg har mest tilknytning til Frederikssund, hun har mest til København, hvor hun studerer. Det er det muliges kunst, forklarede han dengang til Frederikssund Avis, og bedyrede at både han og konen snart ville flytte til Frederikssund sammen.
Læs: Hækkerup mundlam i leasing-sagen
Søren Lippert holder i dag stædigt fast i, han ikke gjorde noget galt i forhold sin adresse hos svigerforældrene, da han i 2005 blev valgt ind for socialdemokratiet i Frederikssund kommune.
– Bor du stadig hos dine svigerforældre?
– Nej nej... det er otte år siden.
- Det så jo lidt mistænkeligt ud, at din kone boede i København, mens du boede hos svigerforældrene i Frederikssund?
- Jo, men hvorfor skulle, jeg snyde med det?
- For at komme i byrådet, vel?
- Hvorfor skulle jeg blive valgt til byrådet, hvis jeg ikke boede derude?
– Jeg kan godt forstå, at folk synes, at det var mærkeligt, at jeg lige var blevet valgt ind for så at måtte trække mig. Det med at stille op i kommunalpolitik er skide sjovt, og der skulle være mange flere der gjorde det. Men ligeså snart der var den mindste tvivl om min rolle, så tog jeg bare konsekvensen af det.
– Belaster den gamle sag dig ikke i din nye rolle som spindoktor?
– Overhovedet ikke! Hvordan skulle den kunne det?