Løkke: Lykketoft bliver en stærk formand

Lykketoft kan blive Folketingets formand, hvis han vil det. Lars Løkke mener, hans kompetence er ubestridelig

Den fungerende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), mener, at Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, kan blive en stærk kommende formand for Folketinget.

- Alt tyder på, at et enigt Folketing peger på Mogens Lykketoft som Folketingets nye formand, når tinget sættes. Det glæder mig. Folketingets formand er alle MF'eres formand, så i det valg bør vi kunne blive enige.

Det skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook og fortsætter:

- Og ingen kan bestride Lykketofts erfaring og kompetencer. Han kan blive en stærk repræsentant for parlamentet over for den til enhver tid siddende regering.

Selv understreger Mogens Lykketoft, at beslutningen om, hvem der skal formand for Folketinget, stadig er en del af regeringsforhandlingerne mellem hans eget parti, SF og Det Radikale Venstre.

Senest har Dansk Folkeparti bakket op bag Mogens Lykketoft som ny formand for Folketinget, efter at Venstre har erkendt, at den tidligere udenrigsminister bliver formand - hvis han ellers ønsker det.

Venstre har ellers tidligere kaldt Mogens Lykketoft uværdig til posten på grund hans voldsomme temperament.

På forhånd har et flertal bestående af Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten dog peget på Mogens Lykketoft som ny midlertidig formand, indtil Folketinget åbner på tirsdag, og den permanente formand skal vælges.

Selv om der er tradition for, at hele Folketinget bakker op om valget af formanden, så stemte Enhedslisten blandt andet imod, da Thor Pedersen (V) blev valgt i 2007, og i 1998 kom det endda til kampvalg, da tinget måtte trække lod mellem socialdemokraten Birte Weiss og Venstres Ivar Hansen.

Da de stod lige efter to afstemninger, fordi en færøsk socialdemokrat undlod at stemme, blev Ivar Hansen valgt ved lodtrækning. Hans navn kom op af en kinesisk krukke.