Netanyahu vil mødes med Abbas i New York

Vi rækker hånden ud til palæstinenserne, men freden kommer ikke gennem en FN-resolution, siger Netanyahu

Der er ikke noget, Israel hellere vil have end fred - men den palæstinensiske ledelse blokerer for det.

Det sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, da han fredag talte til FN's Generalforsamling.

Han sendte en direkte appel til den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, om at mødes her og nu for at tale om fredsbestræbelserne i Mellemøsten.

- I løbet af to og et halvt år har vi kun mødt hinanden én gang i Jerusalem, sagde Netanyahu.

- Nu er vi begge fløjet tusinder af kilometer for at være i New York. Vi er i samme by. Vi er i samme bygning. Det giver ingen mening, hvis vi ikke mødes i dag. Hvad hindrer os i at mødes og indlede fredsforhandlinger, spurgte han.

Læs også:Abbas fik stående bifald i FN

I sin tale slog den israelske leder flere gange til lyd for, at parterne må finde en løsning gennem forhandlinger, ikke ved at palæstinenserne søger FN-medlemskab.

- Jeg rækker hånden ud til det palæstinensiske folk, med hvem vi søger en retfærdig og varig fred, sagde Netanyahu i sin tale.

- Sandheden er, at Israel vil have fred, og at jeg vil have fred. Sandheden er, at vi ikke kan opnå fred gennem FN-resolutioner, men gennem forhandlinger. Sandheden er, at palæstinenserne hidtil har afvist at forhandle, sagde han.

Palæstinenserne forlod den seneste runde af forhandlinger for et år siden i protest mod, at Israel ikke ville stoppe det omstridte byggeri i bosættelserne.

Netanyahu holdt sin tale kort efter, at Abbas havde indgivet en ansøgning om fuldt palæstinensisk medlemskab til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Sådan kan det gå med Abbas' FN-anmodning.

Palæstinensernes selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, afleverede fredag en ansøgning til FN's Sikkerhedsråd om at få optaget staten Palæstina i FN med fuldt medlemskab. Det skete under et møde med FN's generalsekretær Ban Ki-moon.

Det er ikke uden problemer, da USA, som har vetoret i Sikkerhedsrådet, er imod. Men USA vil gerne undgå et veto, da det næppe vil gavne USA's status i den arabiske verden.

Der er forskellige scenarier på, hvad der kan ske. Her nogle af de mest sandsynlige:

* Der er 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet, og for at Abbas' ansøgning kan blive vedtaget, skal mindst ni stemme for. Der er mulighed for, at syv lande undlader at stemme eller stemmer imod, og så accepteres den palæstinensiske anmodning ikke.

Det menes, at holdningen hos de 15 lande i Sikkerhedsrådet er:

- For en palæstinensisk stat: Brasilien, Kina, Libanon, Rusland, Sydafrika

- Imod: USA

- Afstår fra at stemme: Colombia

- Har ikke besluttet sig: Bosnien-Hercegovina, Storbritannien, Frankrig, Gabon, Tyskland, Indien, Nigeria, Portugal

* USA har sagt, at det vil nedlægge veto i Sikkerhedsrådet. I så fald accepteres den palæstinensiske anmodning ikke.

* Hvis Sikkerhedsrådet mod forventning accepterer at optage staten Palæstina i FN, sendes anmodningen videre til afstemning i FN's Generalforsamling.

* Hvis Sikkerhedsrådet afviser anmodningen, kan palæstinenserne vælge at gå til FN's Generalforsamling og anmode om at få status som observatørstat på samme måde som Vatikanet. I dag er Palæstina observatørenhed i FN.

Det vil betyde, at palæstinenserne kan blive medlem af en række FN-organisationer som for eksempel WHO og Unesco.

Israel frygter, at det vil give palæstinenserne mulighed for at lægge sager an mod Israel ved FN-domstole.

Spørgsmålet om opgradering til observatørstat kan afgøres ved simpelt flertal blandt de 193 FN-lande.