Britisk eksminister sviner Danmark til

Tidligere Labour-minister Alan West kalder Danmark for en forpulet andenrangsnation

Alan West, 63, er admiral, eksminister og medlem af det britiske overhus. (Foto: AP)
Alan West, 63, er admiral, eksminister og medlem af det britiske overhus. (Foto: AP)

En tidligere britisk minister og flådechef sendte torsdag en uvenlig bredside af fornærmelser af sted mod Danmark.

Alan West, der var sikkerhedsminister i den forhenværende Labour-regering, kaldte på et pressemøde i London Danmark for en 'forpulet andenrangsnation'.

Alan West, 63, sagde, at Storbritanniens økonomiske styrke og permanente medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd garanterer global magt.

– Det betyder, at vi ikke er en andenrangsnation. Vi er ikke forpulede Danmark eller Belgien, sagde han ifølge BBC News.

Dum og fornærmende
Den britiske forsvarsminister Liam Fox kalder kommentaren dum og fornærmende.

– Jeg er forfærdet over at høre Labours Lord West fornærme Danmark og Belgien, der begge opererer side om side med britiske styrker i Libyen, siger forsvarsministeren.

Liam Fox understreger desuden, at flere end 40 danske soldater er faldet i kamp mod Taliban-bevægelsen i det sydlige Afghanistan, hvor britiske styrker også er udstationeret.

Svigerfar Labour-leder
Alan West har ikke selv undskyldt udtalelsen, men Labours forsvarsordfører, Jim Murphy, har beklaget partifællens bemærkning.

Wests kommentar kommer på et tidspunkt, hvor der ellers er knyttet stærke bånd mellem Danmark og det britiske arbejderparti.

Helle Thorning-Schmidt er gift med Stephen Kinnock, der er søn af den tidligere Labour-leder Neil Kinnock.