S-SF straffer private pensioner

Aktieafgift, der er en del af S og SF's Fair Løsning, koster en typisk pensionsopsparer 1000 kroner om måneden

Det kommer til at koste en typisk dansk pensionsopsparer omkring 1000 kroner om måneden, hvis Socialdemokraterne og SF får indført en ny skat på handel med aktier.

Det vurderer Danica Pension, som har regnet på konsekvenserne af den såkaldte aktieomsætningsafgift på 0,25 procent, der er en del af S og SF's økonomiske plan, Fair Løsning 2020, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

- Aktier giver traditionelt et godt afkast over lang tid, men hvis man hele tiden tager en lille bid ved at indføre denne afgift, kan vi godt frygte, hvad det vil gøre ved folks lyst til at spare op i netop den type værdipapirer, siger kommunikationschef Jens Christian Nielsen fra Danica Pension.

Han baserer sit regnestykke på en dansker, der i 40 år indbetaler 40.000 kroner om året på en privat pensionsopsparing.

Privatøkonomisk rådgiver Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg mener ifølge avisen, at Danicas regnestykke ser fornuftigt ud.

Men han understreger, at omkostningen ved en aktieomsætningsafgift naturligvis afhænger af, hvor ivrigt man køber og sælger aktier.

Ifølge S-SF-planen skal den nye afgift give fire milliarder kroner i statskassen.

I 1999 afskaffede daværende skatteminister Ole Stavad (S) en aktieafgift i lighed med den, som S-SF nu foreslår.

Dengang lød begrundelsen, at den teknologiske udvikling gjorde det nemmere at handle med aktier i andre lande, hvorfor afgiften gik ud over Københavns Fondsbørs, ligesom den ramte den almindelige pensionsopsparer hårdt, skriver avisen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere