Ambassadør: Almindelige grækere er vrede

Grækerne er vrede over, at spareplan rammer lønmodtagerne, mens skattesnydere går fri, siger ambassadør

Det kom tirsdag til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter i Grækenlands hovedstad, Athen, hvor parlamentet debatterer en ny spareplan, der blandt andet vil betyde skattestigninger, privatisering og store offentlige besparelser.

Til at begynde med var det overvejende fagforeningerne, der forsøgte at råbe magthaverne op på Syntagma-pladsen ved parlamentet, men ud på eftermiddagen stjal et par hundrede anarkister billedet.

- Det er højst 500 personer ud af i alt 20.000, der fører an og laver ballade, siger den danske ambassadør i Grækenland, Tom Nørring.

Det er primært folk på den yderste venstrefløj, der står bag de voldelige optøjer i Athen. Men også blandt andre grækere kan man mærke den voksende vrede, fortæller han.

- De almindelige lønmodtagere føler, at de bliver urimeligt hårdt ramt, mens de kan se, at de store skattesnydere slipper fri - igen, siger ambassadøren.

- Det gør, at man begynder at se en vrede fra den almindelige gennemsnitsborger.

Ifølge Tom Nørring kan det også være dét aspekt, der har skabt splittelse inden for premierminister George Papandreous Pasok-parti.

- Det kan have været med til at skabe strid i regeringspartiet, at man i urimelig grad har været ude med riven efter den almindelige lønmodtager, siger ambassadøren.

Selv om Pasok sidder på 155 af de 300 pladser i parlamentet, kan Papandreou ikke være sikker på at få flertal for spareplanen. En række af hans partimedlemmer har sagt, at de ikke vil stemme for den.

Først på aftenen var der atter relativt roligt i det centrale Athen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere