Hizbollah afslører spioner i Beirut

Hizbollah i Libanon siger, at spioner blandt dets medlemmer er rekrutteret af CIA

Lederen af Hizbollah i Libanon, Sayyed Hassan Nasrallah, siger, at gruppen har fanget tre spioner blandt dets medlemmer, hvoraf to er rekrutteret af den amerikanske efterretningstjeneste CIA.

- Ingen af spionerne har været tæt på den øverste ledelse, og ingen af dem har fået fat på følsomme oplysninger, der ville kunne skade modstandsbevægelsen, siger Hizbollah-lederen i en tv-transmitteret tale.

Han beskylder CIA for at have rekrutteret spionerne til fordel for Israel.

- Det er ikke lykkedes israelerne at trænge igennem Hizbollahs struktur, så de har bedt CIA om hjælp.

En talsmand for den amerikanske ambassade siger, at det er 'tomme beskyldninger' fra Hizbollah.

- Det virker, som om Nasrallah taler om interne problemer, som vi ikke har noget at gøre med, siger han.

Det er ikke usædvanligt, at der afsløres spioner i Libanon, men det er første gang, at Hizbollah indrømmer, at den er bleve infiltreret.

Hizbollah, som anses for at være en terrorgruppe i Washington, udkæmpede i 2006 en 34 dage lang krig mod Israel, hvor der blev affyret missiler langt ind i Israel. Mindst 1200 libanesere og 158 israelere blev dræbt.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere