Rønn støtter regeringens grænseaftale

Statsministeren har fået Birthe Rønn (V) overtalt til at bakke op om regeringens grænseaftale

Birthe Rønn støtter nu op om regeringen. (Foto: Thomas Sjørup)
Birthe Rønn støtter nu op om regeringen. (Foto: Thomas Sjørup)

Efter en snak med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) støtter Birthe Rønn Hornbech nu op om regeringens grænseaftale og stemmer imod oppositionens beslutningsforslag på fredag.

Det oplyser hun i en mail til Ritzau.

- Jeg kan oplyse, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i eftermiddag har forsikret mig om, at grænseaftalen er i overensstemmelse med EU traktaten, skriver Birthe Rønn Hornbech.

Tidligere var den tidligere integrationsminister ellers ude med hård kritik af blandt andre justitsminister Lars Barfoed (K), der nægtede at give hende yderligere juridiske garantier på, at grænseaftalen ligger inden for Schengenaftalen.

Men nu har statsminister Lars Løkke Rasmussen altså alligevel fået Rønn overbevist.

- Han har endvidere forsikret mig om, at implementeringen, der skal ske i flere tempi, vil være inden for EU retten. Endelig har statsministeren lovet mig løbende at konsultere EU-Kommissionen, skriver Birthe Rønn Hornbech videre.

- Jeg er meget lettet over, at statsministeren nu selv så klart har givet denne meddelelse til offentligheden. Jeg føler mig herefter tilstrækkeligt informeret til på fredag at stemme imod oppositionens beslutningsforslag, lyder det fra Rønn.

Hun oplyser desuden, at hun har taget imod en indbydelse fra justitsministeren om et møde i løbet af eftermiddagen mandag, hvor de mere juridiske detaljer kan drøftes.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere