Israel vil bygge nyt i Østjerusalem

2000 jødiske bebyggelser i det arabiske Østjerusalem får nu lov til at udvide deres boligers areal

Jerusalems byråd har godkendt, at 2000 jødiske boliger i den arabiske del af Østjerusalem kan udvides.

Hver jødisk bolig kan udvides med et rum, meddeler Israels indenrigsministerium.

Der er tale om boliger i Ramat Shlomo-kvarteret, der ligger i den del af Østjerusalem, som Israel erobrede under Seksdageskrigen i 1967 og senere annekterede uden opbakning fra FN.

Israel betragter Jerusalem som dets udelte hovedstad, men palæstinenserne ønsker - med bred international opbakning - at gøre Østjerusalem til hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat.

Israels udbygning af jødiske bosættelser har tidligere skabt vrede i Europas hovedstæder og i USA.

Og netop bosættelserne i Ramat Shlomo skabte en strid mellem Israel og USA i fjor.

I marts 2010 offentliggjorde Israel planerne om nye bebyggelser i området, samtidig med at USA's vicepræsident, Joe Biden, besøgte Israel.

Offentliggørelsen fik Biden til at reagere med vrede og fik senere Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til at undskylde offentliggørelsens "dårlige timing".

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere