Franske nationalister roser dansk grænse

Frankrigs højrenationalistiske parti Front National roser den danske regering for at genindføre grænsekontrol

- Danmark kontrollerer sine grænser. Hvorfor gør vi ikke?

Sådan lyder budskabet i en kampagne, som det franske højrenationalistiske parti, Front National, netop har skudt i gang. Det skriver DR Nyheder.

Budskabet fra Front National er, at den danske regering er i færd med at genetablere grænsekontrollen, og i lyset af strømmene af flygtninge fra Tunesien og Libyen, har Danmark al ret til at forsvare sine nationale interesser.

Partiets leder, Marine le Pen, ser Danmark som et forbillede og opfordrer til, at Frankrig indfører grænsekontrol, som Danmark nu gør det.

Budskabet er optrykt på en plakat, som medlemmerne af Front National opfordres til at sprede ud over hele Frankrig.

På plakaten forklarer Marine le Pen, hvordan Frankrig efter hendes opfattelse er langt mere udsat end Danmark, når det gælder antallet af nordafrikanere, som søger til Europa.

Derfor bør Frankrig ifølge Front National gøre som i Danmark og genindføre grænsekontrollen.

Plakaten om den danske grænsekontrol indeholder også et direkte angreb på den franske præsident, Nicolas Sarkozy og premierminister, Francois Fillon.

Frankrig skal vælge ny præsident næste år. Det sker i april og maj, hvor Danmark har overtaget formandskabet for EU.

Marine Le Pen har i flere målinger vist sig at være mere populær end Nicolas Sarkozy. Og med Front Nationals nye kampagne om at få den danske grænsekontrol indført i Frankrig, risikerer Danmark, at den politiske furore om grænsekontrollen fortsætter langt ind i det danske EU-formandskab.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere