Dansk grænsediplomati når til Stockholm

De danske planer om øget grænse- og toldkontrol er i sidste ende en sag for EU-Kommissionen, siger Carl Bildt

Udenrigsminister Lene Espersen (K) var fredag i Sverige for at fremlægge beslutningen om øget grænse- og toldkontrol. Her konstaterede hendes svenske kollega, Carl Bildt, at det er EU-Kommissionen, der har det sidste ord.

Den danske udenrigsminister fortalte, at danskerne er alvorligt bekymrede for grænseoverskridende kriminalitet, og derfor har et flertal i Folketinget støttet, at der strammes op ved de danske grænser.

Men hun betonede, at det skal ske inden for rammerne af Schengenaftalen om de åbne grænser.

Det handler ikke om paskontrol, men om at forhindre indsmugling af våben, narkotika og andre smuglervarer, sagde hun.

Den svenske udenrigsminister ville ikke sige, om han var beroliget af forklaringen. Han påpegede, at det er op til EU-Kommissionen at bedømme.

Der er en forståelig bekymring i Øresundsregionen, sagde Bildt, eftersom titusinder af mennesker hver dag pendler mellem Danmark og Sverige.

Hvor stort er problemet med smugling af narkotika og våben fra Sverige, blev Lene Espersen spurgt.

- Det må du spørge justitsministeren (den danske red.) om. Men grænseoverskridende kriminalitet er et problem, som alle regeringer ser på med stor alvor, svarede hun.

Lene Espersen var tidligere på ugen i Berlin for at forklare sin tyske kollega, hvad den øgede grænse- og toldkontrol indebærer.

Udenrigsminister Guido Westerwelle erklærede sig tilfreds med, at der ikke lægges op til paskontrol, men den tyske regering er fortsat bekymret for ånden i den danske grænseaftale.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere