Græsk krise: Papandreou tilbyder at gå af

Græsk premierminister klar til at gå af for at give plads for samlingsregering, der skal vedtage spareplan

Den græske premierminister George Papandreou (med rødt slips) tilbyder af gå af som følge af urolighederne i Grækenland. (Foto: AP)
Den græske premierminister George Papandreou (med rødt slips) tilbyder af gå af som følge af urolighederne i Grækenland. (Foto: AP)

George Papandreou, Grækenlands premierminister, er parat til at forlade sin post, hvis der dannes en samlingsregering med deltagelse af det konservative oppositionsparti.

Den nye regering skal gennemføre et økonomisk spareprogram, som skal få Grækenland igennem den dybe økonomiske krise.

Græsk tv citerer socialisten Papandreou for at sige, at en sådan national samlingsregering skal støtte den hjælpepakke, som EU og Den Internationale Valutafond (IMF) har givet Grækenland med tilhørende krav om besparelser.

Højtstående regeringskilder i Athen bekræfter ifølge Reuters, at Papandreou er klar til at gå, men kun hvis der opnås enighed om en række særlige rammer og mål for en samlingsregering.

En kilde i det konservative parti, Nyt Demokratisk Parti, siger at partiledelsen har bedt Papandreou om at gå af, og at der så skal findes en person, som begge fløje kan acceptere, til at lede en samlingsregering.

Men kilden siger også, at en samlingsregering kun er mulig, hvis hjælpepakken genforhandles.

Mens det knirker i regeringen, er tusindvis af demonstranter samlet foran parlamentet på Syntagmapladsen i Athen for at protestere imod de nedskæringer, som parlamentarikerne og regeringen drøfter.

Samtidig er store dele af samfundet lammet af strejker.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere