Regeringen taler med to tunger om grænselukning

Regeringen giver skrap version af grænseaftale i Danmark, men mere afdæmpet i udlandet. Det er naturligt nok, siger Pind

Hvis man som dansker læser regeringens grænseaftale med Dansk Folkeparti, så er formålet at stoppe grænseoverskridende kriminalitet og forhindre udenlandske kriminelle i at komme til Danmark.

Men hvis man som udenlandsk journalist læser regeringens officielle engelske forklaring om grænseaftalen, handler aftalen om at skærpe toldkontrollen for forhindre indsmugling af varer. Det skriver Jyllands-Posten.

Udviklings- og integrationsminister Søren Pind (V) afviser over for TV2 News, at regeringen taler med to tunger. Det er helt naturligt, at lave to versioner, mener han:

- Det er meget enkelt sådan, at man har en politisk aftale, hvor man siger, hvad man vil og kan og gør, og så skal det skrives ind på juridisk. Det er helt normalt, at der forskel på det, man siger i politisk terminologi og i juridisk terminologi, som den engelske udgave er udtryk for, siger Søren Pind til TV2 News.

De to forskellige udlægninger vækker til gengæld forargelse i oppositionen.

- Regeringen må finde ud af, om den vildleder Folketinget eller vildleder omverdenen, siger SF's skatteordfører, Jesper Petersen til Jyllands-Posten.

Ifølge De Radikale forsøger regeringen at "skjule virkeligheden", mens Socialdemokraterne kræver en redegørelse.

- Det er en regering, der taler med to tunger, siger finansordfører Morten Bødskov (S) til avisen.

Søren Pind fastholder imidlertid, at indholdet i de to tekster er det samme. Kritikken fra oppositionen, fra Tyskland og fra EU-Kommissionen skyldes alene, at grænseaftalen bliver brugt til forskellige politiske formål, mener han.

- Der er en hel masse mennesker, som har en interesse i at udlægge det her på en stik modsat møde end det, vi vil. Derfor har vi gjort os uendeligt umage med den engelske version.

- Vi kunne sagtens have oversat den danske aftale. Men det giver ikke mening for den juridiske vurdering, der skal foretages i EU-Kommissionen, siger Søren Pind til TV2 News.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere