Medier graver efter guf i Palins e-mails

Tusindvis af Sarah Palins e-mails er offentliggjort og kan måske kaste nyt lys over hendes tid som guvernør

Hvad har Sarah Palin skrevet af tåbeligheder i sin tid som guvernør. Det leder amerikanske journalister nu efter. (Foto: AP)
Hvad har Sarah Palin skrevet af tåbeligheder i sin tid som guvernør. Det leder amerikanske journalister nu efter. (Foto: AP)

Journalister fra flere toneangivende medier og andre nysgerrige er i gang med at gennemtrawle over 24.000 sider e-mails, der er sendt til og fra Sarah Palin i de første to år af hendes tid som guvernør i Alaska.

Myndighederne i Alaska udleverede dokumenterne fredag, tre år efter, at journalister og politiske aktivister havde søgt aktindsigt i Palins korrespondance.

Interessen for Palin og hendes e-mails opstod, efter den relativt ukendte Alaska-guvernør overraskende blev udpeget som republikaneren John McCains vicepræsidentkandidat ved valget i 2008.

På det tidspunkt var Palin genstand for en efterforskning af beskyldninger om, at hun havde brugt sin indflydelse som guvernør til at få afskediget en politimand, der befandt sig midt i en følelsesladet skilsmisse med hendes søster.

Flere af Palins kritikere forventer, at de tusindvis af e-mails vil afsløre flere af den type opgør med folk, hun opfattede som sine fjender.

Desuden forventer kritikerne at finde oplysninger, der viser, at hun brugte delstatens ressourcer til egen vinding, og at der vil tegne sig et billede af, at Palin generelt optrådte uprofessionelt.

Andre er ikke helt så sikre på, om der er noget at komme efter i den kontroversielle politikers e-mails.

- Jeg tror, at de fleste, der ikke kan lide Sarah Palin, håber at finde noget der kan give hende (et politisk) dødsstød, siger Clive Thomas, forfatter til en bog om politik i Alaska, til nyhedssitet Politico.

Palin selv tager offentliggørelsen af de mange e-mails med sindsro.

- Jeg tror, at hver en sten i Palin-husholdningen, som nogensinde kan vendes og afsløre noget, allerede er vendt, sagde hun i et interview med Fox News søndag.

Palin ses som et muligt bud på en republikansk præsidentkandidat ved valget næste år, men hun har endnu ikke meddelt sit kandidatur.

Mailkorrespondancerne omfatter perioden fra december 2006 til september 2008.

1 af 2 Journalister er gået på jagt efter guf i Sarah Palins mails under hendes tid som guvernør i Alaska. (Foto: AP)
2 af 2 Hvad har Sarah Palin skrevet af tåbeligheder i sin tid som guvernør. Det leder amerikanske journalister nu efter. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere