Tysk atom-stop skal give grøn gevinst i DK

Der er en gylden mulighed for at få dansk, grøn energi ind som afløser for tysk atomkraft, mener Lykke Friis

Tysklands beslutning om at afskaffe atomkraft kan åbne op for danske eksportgevinster inden for grøn energi og energispareløsninger, håber klima- og energiminister Lykke Friis (V).

Efter et EU-møde i Luxembourg, hvor det tyske farvel til a-kraft var på dagsordenen, lægger den danske minister ikke skjul på, at det skaber nye muligheder for Danmark.

- Selvfølgelig har vi en særlig dansk interesse. Det ville være underligt andet, siger Lykke Friis, som henviser til det i forvejen tætte samarbejde mellem Danmark og Tyskland på energiområdet - blandt andet omkring havvindmølleparken på Kriegers Flak i Østersøen.

Lykke Friis forventer at rejse til Berlin i starten af juli for at tale nærmere med sin tyske kollega om muligheden for at lave nye samarbejdsprojekter på energiområdet.

Mens Danmark ser frem til det tyske farvel til a-kraft, så er der i resten af Europa udbredt frygt for stigninger i el-priserne og en dårligere forsyningssikkerhed, når de 17 tyske atomkraftværker skal udfases frem mod 2022.

Derfor har EU-Kommissionen fået til opgave at lave en analyse af konsekvenserne for den samlede europæiske energisektor.

- Det er en reel problemstilling, og det er også derfor, at kommissionen nu skal lave den her analyse. Men det er også en gylden mulighed for at få mere grøn energi ind, siger Lykke Friis.

Både vindmølleindustrien og energiselskaberne i Danmark er begyndt at varme op til et grønt eksporteventyr syd for grænsen.

- Vi forventer, at der vil komme langt større fokus i Tyskland på energieffektiviseringer, end tilfældet er i dag. Og det er der danske penge i, sagde Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, til Morgenavisen Jyllands-Posten tidligere på ugen.

Alene lukningen af atomkraftværkerne åbner et marked på 60 til 110 milliarder kroner for rådgivning og salg af energispareløsninger, lyder vurderingen fra Dansk Energi.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere