Stormagter planlægger Libyen efter Gaddafi

På et møde torsdag drøfter Clinton og andre udenrigsministre fremtidsudsigter for Libyen efter Gaddafis fald

USA og flere andre stormagter er i fuld gang med at planlægge, hvordan Libyen skal se ud, den dag Muammar Gaddafi ikke længere er ved magten.

Det internationale samfund diskuterer allerede nu indbyrdes og med oprørernes råd, hvordan man kan sørge for sikkerhed og basale ydelser til indbyggerne i hovedstaden Tripoli, når den bliver befriet, siger en højtstående amerikansk embedsmand på betingelse af anonymitet.

De libyske oprøreres Nationale Overgangsråd har blandt andet etableret skyggeministerier som forberedelse til at overtage magten, når Libyens leder, Muammar Gaddafi, på et tidspunkt må slippe den, siger en anden unavngiven amerikansk embedsmand.

Planerne for Libyens fremtid skal diskuteres på et møde i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater torsdag. Her skal USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, sammen med sine kolleger fra en række europæiske og arabiske lande drøfte "tiden efter Gaddafi".

Mødet er det tredje i den såkaldte Internationale Kontaktgruppe, der blev etableret for to måneder siden, efter Nato indledte luftangrebene i Libyen.

Foruden USA deltager repræsentanter fra omkring 25 lande, heriblandt Storbritannien, Frankrig, Italien og Danmark samt repræsentanter fra FN, Den Arabiske Liga og Den Islamiske Konferenceorganisation.

Ifølge amerikanske embedsmænd er Egypten, Saudi-Arabien og Rusland også inviteret.

Foreløbig har mange ugers luftangreb fra Natos side ikke fået Gaddafi til at give op, men USA's præsident, Barack Obama, fastholder, at den libyske leder regerer på lånt tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere