Island tager hul på sin første rigsretssag

Islands tidligere statsminister Geir Haarde er ufrivillig hovedperson i landets første rigsretssag nogensinde

Rigsretssagen mod Islands tidligere statsminister Geir Haarde er tirsdag indledt i hovedstaden Reykjavik, skriver netavisen IceNews.

Her står Haarde anklaget for sin rolle under finanskrisen, hvor den islandske stat måtte overtage alle landets store banker, da de krakkede på stribe i efteråret 2008 med gigantiske tab.

Forløbet havde vidtrækkende konsekvenser og kom blandt andet også til at ramme banker og virksomheder i Danmark.

Anklagerne mod den 60-årige Geir Haarde bygger på en hvidbog om finansskandalen. Bogen blev offentliggjort i foråret.

Haarde nægter dog, at han bærer et ansvar for det islandske bankkrak, og på et pressemøde mandag understregede han endnu en gang sin uskyld.

- Anklagerne er latterlige. Især fordi beslutningerne, som min regering tog i tiden op til sammenbruddet, har vist sig at være de rigtige, fastslog Haarde.

Han betegner Islands første rigsretssag nogensinde som "politisk forfølgelse".

- Det er den første politisk motiverede retssag i Islands historie, sagde den tidligere statsminister.

Haarde risikerer op til to år i fængsel, hvis han kendes skyldig.

Sagen skal køre i Højesteret.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere