Centrumhøjre løber med sejren i Portugal

Valgstedsmålinger tyder på, at Portugals socialdemokrater kan danne regering i det kriseramte land

Portugals opposition, centrumhøjrepartiet Socialdemokraterne (PSD), har vundet søndagens parlamentsvalg og kan danne regering med sin allierede, det konservative CDS-PP.

Det viser valgstedsmålinger på tre portugisiske tv-kanaler.

Ifølge dem har PSD fået mellem 37 og 42,5 procent af stemmerne, mens premierminister José Socrates' Socialistparti får mellem 24,8 og 30 procent.

Det betyder, at PSD kan sætte sig på mellem 102 og 109 af de 230 pladser i parlamentet og dermed have flertal, hvis de allierer sig med DSC-PP, som ifølge målingerne får et sted mellem 12 og 28 pladser.

Kort efter, at Socialistpartiets nederlag var en realitet, meddelte Socrates, at han træder tilbage som partileder.

- Jeg tager nederlaget på mig, og jeg mener, at det er nødvendigt at indlede en ny politisk cyklus, der kan forberede et konsekvent alternativ, sagde han i en tale til sine partifæller i hovedstaden Lissabon.

- Jeg ønsker at give Socialistpartiet plads til at drøfte fremtiden og vælge en ny ledelse, erklærede den afgående premierminister.

Nyvalget i Portugal blev udløst, da Socrates trak sig som regeringschef, efter oppositionen ved en afstemning i parlamentet i marts afviste hans fjerde spareplan på under et år.

To uger senere så Portugal sig nødsaget til at følge i Grækenlands og Irlands fodspor og bede om en hjælpepakke fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF).

Til gengæld skal landet hæve skatterne, fastfryse pensioner og løn for offentligt ansatte og skære ned i arbejdsløshedsunderstøttelsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere