Claus Hjort regner med snarlig strandtur

Der er stadig mange detaljer, der mangler at falde på plads i forhandlingerne om kommunernes økonomi.

Selv om parterne er uenige om det meste, så ender det med, at regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) når til en aftale om kommunernes økonomi for 2012. Og måske kommer parterne i mål i løbet af lørdag formiddag.

Men det bliver ikke helt nemt, fastslår KL's formand, Jan Trøjborg (S).

- Der er stadig mange detaljer, vi er uenige om, og ofte ligger djævelen i detaljen, sagde Jan Trøjborg (S), da han gik ind til forhandlingerne klokken ni lørdag formiddag.

Trøjborg har kæmpet ihærdigt for at overbevise regeringen om, at kommunerne har brug for flere penge til den sundhedsfremmende og forebyggende indsats i kommunerne, men på det punkt lød KL-formanden mindre optimistisk end tidligere.

- Vi skal nok gå på kompromis på det punkt, sagde han.

Det er ikke unormalt, at forhandlingerne om kommunernes økonomi er vanskelige, men i år spiller det også ind, at der snart kommer et folketingsvalg, mener Trøjborg.

- Der er en lang række politisk vanskelige sager. Jeg synes godt man kan mærke, at vi nærmer os et valg, sagde Trøjborg, uden at uddybe det nærmere.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde ikke nogen kommentarer til pressen før dagens forhandlinger, men på spørgsmålet om, hvornår han regnede med at kunne tage til stranden, svarede han: "hurtigt".

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere