Obama vil rulle Israel tilbage til 1967

Barack Obama støtter for første gang en palæstinensiske stat baseret på 1967-grænserne

USAs præsident, Barack Obama, holdt torsdag en tale om demokratiudviklingen i Mellemøsten og Nordafrika, som blev sendt direkte i flere arabiske lande. Dette foto er fra Nablus på Vestbredden. (Foto: AP)
USAs præsident, Barack Obama, holdt torsdag en tale om demokratiudviklingen i Mellemøsten og Nordafrika, som blev sendt direkte i flere arabiske lande. Dette foto er fra Nablus på Vestbredden. (Foto: AP)

I en tale om Mellemøsten og Nordafrika stiller USA’s præsident, Barack Obama, sig på palæstinensernes side i spørgsmålet om grænsedragningen omkring en fremtidig, selvstændig palæstinensisk stat.

Obama siger for første gang, at USA støtter det palæstinensiske krav om, at deres stat skal baseres på grænserne, der eksisterede inden seksdageskrigen i 1967.

Obamas udmelding vil øjensynligt vække vrede i Israel, hvor premierminister Benjamin Netanyahu mener, at grænserne omkring en palæstinensisk stat er et åbent spørgsmål, som skal afgøres ved forhandlinger. Det er især spørgsmålet om Østjerusalem, som er særligt følsomt.

Status quo uholdbart
Obama siger desuden, at Israel gradvist bør trække sig ud af de besatte områder og overdrage områderne til palæstinenserne.

– Den israelsk-palæstinensiske grænse skal baseres på grænserne fra 1967 med gensidig udveksling af landområder, så sikre og anerkendte grænser etableres for begge stater.

– Den fulde og trinvise tilbagetrækning af israelske militærstyrker skal koordineres med overtagelsen af palæstinensernes ansvar for sikkerheden i en selvstændig, ikke-militariseret stat, siger Obama og tilføjer:

– Vores støtte til Israels sikkerhed er uanfægtelig. Men netop på grund af vores venskab er det vigtigt, at vi kan sige sandheden: Status quo er uholdbart, og Israel er nødt til at handle med mod for at sikre en varig fred.

Assad må forsvinde
Samtidig gør Obama det klart i sin tale, at USA støtter en demokratisk udvikling i hele Mellemøsten og Nordafrika.

Han øger presset på Syriens leder, Bashar al-Assad, og siger, at nu må han indstille overgrebene på ubevæbnede demonstranter.

– Hvis ikke han (Bashar al-Assad, red.) går i spidsen for en demokratisk overgang, så må han forsvinde, siger Barack Obama i sin tale i Washington.

Obama understreger også, at USA indleder et nyt økonomisk hjælpeprogram, som indledes med at yde milliardhjælp til de nye regeringer i Egypten og Tunesien.

1 af 3 Efter talen, som blev holdt i USAs Udenrigsministerium, takker Obama tilhørerne. (Foto: AP)
2 af 3 (Foto: AP)
3 af 3 USAs præsident, Barack Obama, holdt torsdag en tale om demokratiudviklingen i Mellemøsten og Nordafrika, som blev sendt direkte i flere arabiske lande. Dette foto er fra Nablus på Vestbredden. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer