2020-plan tager fusen på Frank Aaen

Regeringens forslag om at høvle ti procent af Danmarks militærbudget fra 2015 tager fusen på Enhedslisten

Dén havde de ikke set komme, pacifisterne i Enhedslisten.

Som led i regeringens bestræbelser på at finde 47 årlige milliarder på statsbudgettet frem mod 2020, skal forsvaret spare to milliarder kroner fra og med 2015, svarende til ti procent af budgettet.

- Det kommer overraskende, og det er da det mest positive, man kan sige om den 2020-plan, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Frank Aaen.

- Jeg havde ikke hørt om, at de ville spare så meget. Tværtimod har regeringen jo talt om at købe nye kampfly, siger Frank Aaen, der dog ikke vil høre tale om, at regeringen nu er begyndt at gå det lille krigsmodstander-parti i bedene.

- Vi vil jo gå langt længere end to milliarder, men jeg er da sikker på, at hvis det havde været os, der havde stillet det her forslag, så havde vi aldrig nogensinde fået flertal for det, siger forsvarsordføreren.

Partiets opbakning til 2020-planen begynder og ender dog med militærbesparelserne, der har mødt kraftig modstand fra forsvarets faglige organisationer.