Obamas genvalg koster fem milliarder

Barack Obama ventes at slå alle pengerekorder i kampen om yderligere fire år i Det Hvide Hus

Nu er det officielt: Barack Obama søger som ventet genvalg som USAs præsident. (Foto: AP)
Nu er det officielt: Barack Obama søger som ventet genvalg som USAs præsident. (Foto: AP)

Barack Obama, som mandag meddelte, at han søger genvalg som præsident, har kridtet banen op til den største og dyreste valgkamp i USA’s historie. Det ventes, at Obamas velsmurte pengeindsamlingsmaskine kan rejse omkring en milliard dollar - mere end fem milliarder kroner - til valgkampen, oplyser CNN.

Obama valgsejr i 2008 kostede 750 millioner dollar, hvilket er rekord i amerikansk politik, hvor penge er nøglen til succes, når der blandt andet skal købes reklametid på radio og tv i 50 delstater.

Mens Obama i 2008 kunne prale med, at han fik de fleste at sine penge i form af småbeløb fra almindelige vælgere, ser det ud til at han i 2012 går målrettet efter de store pengemænd.

Læs: Obama fordømmer koran-brænder

Ifølge Politico har Obama allerede haft talrige fortrolige telefonsamtaler med fundraisere og velhavende donorer, hvor de har drøftet, hvordan hans pengekiste hurtigt kan fyldes op.

Selv om der er 19 måneder til valgdagen i november 2012, begynder han allerede i denne måned med at rejse landet rundt med pengebøssen i hånden. Første stop er ifølge planen Chicago, San Francisco og Los Angeles.

Dropper 'Yes we can'
Det kom ikke som en overraskelse, da Obama mandag sendte en videobesked ud til græsrødderne, hvor han meldte sig som kandidat til yderligere fire år i Det Hvide Hus.

'Det begynder med os', lyder sloganet, som har erstattet 'Yes we can' og skal sikre den 49-årige præsident genvalg.

– Nu begynder kampagnen. Vi åbner kontorer, pakker kasserne ud og indleder dialogen med tilhængere som jer for at bane vejen til sejr, hedder det i videoen på hjemmesiden www.barackobama.com.

Sarah Palin lurepasser
Mens Obama tilsyneladende strutter af selvtillid, har det brogede felt af mulige republikanske modkandidat ikke gjort meget væsen af sig.

Blandt de sandsynlige republikanske kandidater tælles mormon-milliardæren Mitt Romney, eksguvernør Tim Pawlenty og den tidligere kongresleder Newt Gingrich.

På listen over måske-kandidater findes blandt andre Tea Party-frontfiguren Sarah Palin, prædikanten Mike Huckabee og byggekongen Donald Trump, som på det seneste har fået stor opmærksomhed ved at rejse tvivl om Obamas fødested.

Fordel til Obama
Trods høj ledighed, en voksende statsgæld og en endeløs krig i Afghanistan tyder meningsmålingerne alligevel på, at Obama har en fordel.

En måling fra analyseinstituttet Pew Reseach viste i marts, at 47 procent af de registrerede vælgere siger, at de vil genvælge Obama - kun 37 procent siger, at de vil stemme på den endnu ukendte republikanske kandidat.

Se Obamas videohilsen til tilhængerne: