Jeg tjekker mail, når jeg tisser om natten

Liberal Alliances Anders Samuelsen dementerer, at han er doven: - Jeg knokler døgnet rundt, og folk viser os stor tillid

Anders Samuelsen kan ikke gå på vandet - og nu, hvor der er is på, har han ikke tid. Men han er taknemmelig for, at det hårde arbejde skaffer Liberal Alliance medlemsfremgang og økonomisk støtte fra det tunge erhvervsliv. (Foto: Anders Brohus)
Anders Samuelsen kan ikke gå på vandet - og nu, hvor der er is på, har han ikke tid. Men han er taknemmelig for, at det hårde arbejde skaffer Liberal Alliance medlemsfremgang og økonomisk støtte fra det tunge erhvervsliv. (Foto: Anders Brohus)

I den kommende weekend holder Liberal Alliance landsmøde, og partiets formand, Anders Samuelsen, kan føle, at han bliver båret ind på mødets podie på en bølge af succes.

I dag fortæller Politiken blandt andet, at selveste dansk erhvervslivs Store Mester, Mærsk, nu er begyndt at spytte i LA's partikasse.

- Kan du nu gå på vandet, Anders Samuelsen?

Støtte fra brede erhvervskredse
- Øøøeh?

- Det må da være rigtig rart, at et foretagende som Mærsk nu også støtter dig og dit parti?

- Ja, det er da rigtig rart. Men det er måske endnu større, at Industriens Arbejdsgivere i København og provinsindustriens Arbejdsgiverforening støtter os. De repræsenterer jo et meget bredt spektrum af virksomheder - over 600, i hvert fald. Det er en stor tillidserklæring, de giver ved at støtte Liberal Alliance.

- Ja, og så er det, jeg spørger, om du nu kan gå på vandet?

- Nah, det har jeg sådan set heller ikke tid til, selv om det vel er netop nu, at man kan gå på isen, siger Anders Samuelsen.

Det er et knokkelarbejde
Anders Samuelsen har været angrebet for dovenskab i forhold til såvel mandatet i Folketinget som i byrådet hjemme i Horsens.

- Men uanset hvad Ekstra Bladet skriver, så arbejder jeg rigtig hårdt. Det er et knokkelarbejde, vi udfører. Fra tidlig morgen til sen aften. Og hvis jeg er oppe for at tisse klokken tre om natten, tjekker jeg også lige, om der er en mail, jeg skal forholde mig til..., siger Samuelsen til ekstrabladet.dk
Læs: Foragt for folkestyret

- Men det er da dejligt, at vi får den tillid, som vi nu skal arbejde hårdt for at leve op til. I februar fik vi 440 nye medlemmer, i januar fik vi 400, nye. Så vi slår rekord hver måned, konstaterer en tilfreds Samuelsen.

Farvel til 'Team Saxo Bank'
Liberal Alliance har endnu ikke offentliggjort sit partiregnskab. Men ifølge Politiken har partiet i 2010 modtaget 6.348.423 kroner i private bidrag. Efter reglerne for private bidrag tiol politiske organisationer skal bidrag på over 20.000 kroner nævnes i regnskabet, og blandt andre de to industriarbejdsgiverorganisationer og Mærsk er i denne kategori.

Således er Saxo Bank ikke længere alene om at skyde penge i Samuelsens projekt, som ellers har gået under navnet 'Team Saxo Bank'.

Flere af LA's kendte bidragydere siger til Politiken, at de også - stadig - vil støtte andre borgerlige partier. Så Venstre og konservative behøver næppe at frygte, at Mærsk og andre venner svigter i nøden.