Bertie Ahern forlader politik

Efter en menneskealder i Irlands parlament forlader landets tidligere premierminister Bertie Ahern politik

Irlands tidligere premierminister Bertie Ahern meddelte torsdag, at han forlader politik efter 33 år i parlamentet, herunder næsten 11 år som regeringschef.

Ahern kom med sin meddelelse på et møde i det regerende Fianna Fail-parti. Her lod han vide, at han ikke stiller op i sin valkreds i Dublin Central til det kommende parlamentsvalg.

- Nu er tiden inde til at træde tilbage og give stafetten videre og tillade andre at stille op, sagde den 59-årige Ahern.

Han var Irlands premierminister - eller taoiseach - fra juni 1997 til maj 2008.