K-politiker: Bør vende regeringen ryggen

Også De Konservatives finansordfører taler nu om muligheden for at vende regeringen ryggen

Kommer De Konservative ikke igennem med mærkesager som efterlønsindgreb og skattelettelser, bør partiet, der lige nu er sin værste krise i årtier, vende regeringen ryggen.

Sådan lyder det nu fra partiets finansordfører Mike Legarth, i JydskeVestkysten.

Dermed bakker han op om justitsminister Lars Barfoed (K), der i weekenden skabte tvivl om VK-samarbejdet med en lignende melding.

- Det må være logisk og åbenlyst for enhver, at man ikke kan indgå i et regeringssamarbejde, hvis man ikke kan få sine mærkesager igennem i en størrelsesorden, der tilfredsstiller ens parti, siger Mike Legarth til JydskeVestkysten.

- For så vil vi af vores vælgere blive vurderet som utroværdige, siger den konservative finansordfører og nævner helt specifikt en ændring af præmisserne for efterløn samt yderligere skattelettelser som helt centrale mærkesager.