Økonomien skrider for regeringen

Ifølge regeringens økonomiske redegørelse har det offentlige brugt fem milliarder kroner mere end forventet

Regeringen har stadig ikke styr på det offentlige forbrug. I august i forbindelse med finanslovforslaget regnede regeringen med nulvækst i det offentlige forbrug i år. Men der er brugt fem milliarder kroner mere, hvilket svarer til en vækst på en procent.

Det fremgår af regeringens Økonomiske Redegørelse, som netop er offentliggjort.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forklarer skredet med, at 2010 var et overgangsår efter en periode med kraftig vækst i det offentlige forbrug.

- Både staten, kommunerne og regionerne er i fuld gang med at tilpasse økonomien for at overholde de aftalte udgiftsniveauer næste år, og budgetterne for 2011 viser, at aftalerne overholdes, siger ministeren i en skriftlig kommentar.

Milliardoverskridelsen i år gør, at der næste år lægges op til negativ vækst på 0,3 procent i det offentlige forbrug mod de 0,6 procent, som regeringen ventede så sent som i august.

I 2012 bliver væksten på 0,3 procent mod 0,5 procents fremgang, som regeringen regnede med i august.

I sidste uge skønnede Nationalbanken, at det offentlige forbrug i år voksede med 1,8 procent - næsten dobbelt så meget som regeringens vurdering.