Løkke udfordrer Søvndal til sygehusduel

Statsministeren skriver på Facebook, at han gerne vil debattere sygehuse med Søvndal. SF's formand takker ja

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udfordrer nu SF's formand, Villy Søvndal, til en debat om VK-regeringens påståede overbetaling af de private sygehuse.

Lars Løkke Rasmussen skriver således på Facebook, at Villy Søvndal åbenbart forlanger en undskyldning for overbetalingen og til det har han kun følgende at sige:

- Jeg ved godt, at Søvndal og SF kæmper imod at give danskerne frit valg, men det giver ikke mig nogen grund til at undskylde.

- Tværtimod - jeg er stolt over, at flere end 350.000 syge danskere er blevet behandlet hurtigere under det frie valg og til en pris, der matcher det offentliges omkostninger. Det vil jeg gerne uddybe i en grundig, direkte debat med Søvndal på mandag.

Villy Søvndals personlige rådgiver, Thomas Sæhl Sørensen, oplyser, at partiformanden endnu ikke har hørt andet fra Lars Løkke Rasmussen, end hvad man kan læse på hans Facebook.

- Men det vil vi da gerne, selv om Villy ganske vist har nogle arrangementer på mandag. Dem aflyser vi bare, skriver Thomas Sæhl Sørensen.