John Edwards' kone død af kræft

Den amerikanske politikerfrue Elizabeth Edwards er død af brystkræft

John og Elizabeth Edwards var et stærkt par i amerikansk politiet. Det billede krakelerede, da John Edwards fik barn med en anden kvinde. (Foto: AP)
John og Elizabeth Edwards var et stærkt par i amerikansk politiet. Det billede krakelerede, da John Edwards fik barn med en anden kvinde. (Foto: AP)

Elizabeth Edwards, frasepareret hustru til den tidligere amerikanske præsidentkandidat John Edwards, er død af kræft, oplyser amerikanske medier.

Elizabeth Edwards, der fik konstateret brystkræft i 2004, døde tirsdag morgen i sit hjem i delstaten North Carolina. Hun blev 61 år.

Edwards stod ved sin mands side under valgkampen i 2004 og 2008. Hun har desuden skrevet flere bøger og været en fremtrædende fortaler for sygeforsikring til alle amerikanere.

Elizabeth Edwards opdaterede mandag sin Facebook-profil med en besked om, at hendes langvarige kamp mod kræften var ved vejs ende. Hun efterlader sig tre børn.

Sexskandale
John og Elizabeth Edwards blev separeret, men aldrig skilt, da det kom frem, at John Edwards havde været hende utro med en anden kvinde. Forholdet resulterede i et barn.

John Edwards blev en overgang anset for at være et at de store talenter i Det Demokratiske Parti. I 2004 blev han valgt som senator John Kerrys vicepræsidentkandidat, men duoen tabte som bekendt til George W. Bush.

I 2008 førte John Edwards igen valgkamp for at blive partiets præsidentkandidat, men han måtte se sig slået af både Hillary Clinton og Barack Obama.