Fogh om WikiLeaks: - Dybt ødelæggende

Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen til ekstrabladet.dk: - Læk af fortrolige dokumenter vil medføre mere lukkethed

Fogh med familie, da maleriet af den tidligere statsminister blev afsløret fredag. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
Fogh med familie, da maleriet af den tidligere statsminister blev afsløret fredag. (Foto: Claus Bjørn Larsen)

- Behjertede forsøg på at skabe fred i verden kan blive ødelagt af, at man (Læs: WikiLeaks) offentliggør den her slags ting.

Det siger Nato's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i en kommentar til WikiLeaks igangværende offentliggørelse af godt 250.000 fortrolige akter - først og fremmest indberetninger fra op mod 270 amerikanske ambassader, repræsentationer og missioner til Det hvide Hus.

Se maleriet af Anders Fogh Rasmussen her.

Den enorme lækage gælder indberetninger, der er sendt både til Bush- og Obama-administrationen.

- Alle ved jo, at skal man finde fredelige løsninger, så er det engang imellem nødvendigt at teste lidt hos selv ens argeste modstandere: Hvordan vil vedkommende se på forskellige forslag. Hvis man ikke kan gøre sådan noget i fortrolighed, så bliver det ikke gjort. Det betyder, at bestræbelser på at skabe fredelige løsninger rundt om i verden bliver vanskeliggjort - og måske ødelagt af det her. Grundlæggende vil sådanne lækage medføre mindre åbenhed og øget lukkethed. Så jeg synes lækagerne medfører meget betydelige skadevirkninger, siger Anders Fogh til ekstrabladet.dk

Selv WikiLeaks-offer
Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen er selv på vej til at blive en af ofrene for WikiLeaks seneste lækage.

USA's tidligere ambassadør James Cain frygter således, at hans fortrolige indberetninger om samtaler med danske toppolitikere - ikke mindst Fogh - vil være blandt de akter, der er på vej til at blive lækket.

Cain har - i lyset af de forestående lækager - afsløret at han allerede tilbage i foråret 2008 første fortrolige samtaler med Fogh om hans muligheder bfor at blive Nato generalsekretær.

Fogh har ingen kommentarer til, at Cains indberetninger fra hans samtaler med netop Fogh efter alt at dømme meget snart vil blive lækket.

- Jeg har ingen kommentarer til fortroligt materiale. For øvrigt ved jeg jo heller ikke endnu om lige de ting, du nu snakker om, bliver offentliggjort - og jeg ved ikke hvad der måtte stå i sådanne indbretninger, siger Fogh til ekstrabladet.dk.

Se maleriet af Anders Fogh Rasmussen her.