Lene E. gav blankocheck på 10 millioner

Engelsk bankfirma fyrede millioner af på hotel og taxaer på skatteydernes regning - og helt uden bilag

(Foto Jens Dresling, fotomanipulation af ekstrabladet.dk)
(Foto Jens Dresling, fotomanipulation af ekstrabladet.dk)

Uden at aflevere et eneste bilag fik det britiske bankfirma Rothschild udbetalt over ni millioner kroner i honorar og over en million kroner til dækning af hoteller, flybilletter og taxakørsel af Økonomi- og Erhvervsministeriet i forbindelse med arbejdet med bankpakke II tilbage i foråret 2009.

Det viser dokumenter, som Ekstra Bladet efter mere end et halvt års tovtrækkeri med Økonomi- og Erhvervsministeriet har fået aktindsigt i.

Dokumenterne viser, at Rothschilds konsulenter kørte i taxa på ministeriets regning for over 100.000 kroner. Hoteller og flybilletter løb op i 776.000 kroner. Dertil kom en velvoksen ’diverse’-konto på over 150.000 kroner og andre udgifter i samme klasse. Dermed kom omkostningerne i alt op på 1.085.000 kroner udover honoraret på over ni mio. kr.

'Helt utilstedeligt'
Bankrådgiverne fra Rothschild har dog aldrig sendt et eneste bilag for udgifterne, og ifølge professor i forvaltningsret ved CBS, Claus Haagen Jensen, er det dybt kritisabelt.

– Det er helt utilstedeligt, at der ikke er bilag, og jeg kan ikke forestille mig, at det er noget som Rigsrevisionen vil acceptere, siger han til Ekstra Bladet.

Også formanden for statsrevisorerne Peder Larsen (SF) er kritisk overfor afregningsmetoden.

– Det er svært at forstå, at ministeriet ikke har sørget for at få dokumentation for de omkostninger, Rothschild har haft, siger han.

Det er dyre drenge
Hverken den daværende eller nuværende økonomi- og erhvervsminister, henholdsvis Lene Espersen (K) og Brian Mikkelsen (K), har ønsket at udtale sig i sagen. De henviser i stedet til administrationsdirektør Jesper Olesen, der godkendte dækningen af Rothschilds udgifter på vegne og Økonomi- og Erhvervsministeriet.

– Et sådant firma har en intern politik om, hvordan de rejser, og det må man jo så indregne, når man indgår en kontrakt. Det er nogle dyre drenge, man har med at gøre, det er der ingen tvivl om, men overordnet set har vi været tilfredse med de ydelser, vi har fået fra Rothschild, og desuden er det jo i sidste ende bankerne, der betaler regningen for bankpakken, siger Jesper Olesen til Ekstra Bladet.