Muslimernes Fællesråd finder Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaards udmelding om værdikamp imod islam 'særdeles frastødende'. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Zubair Butt Hussain, talsmand for Muslimernes Fællesråd.
Pia Kjærsgaard advarede i en artikel i Berlingske Tidende onsdag statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mod at 'afblæse kulturkampen' og skrev blandt andet om nødvendigheden af 'et opgør mellem en formørket kultur funderet på en religion, der prædiker underkastelse - og en moderne, oplyst og lighedsorienteret kultur'.
- Det klæder på ingen måde en folkevalgt at opfordre til at bekæmpe en religion. Den såkaldte værdikamp beror på en eklatant mangel på viden om Islam, ligesom den i samme ombæring udfordrer vores grundlovssikrede rettigheder, udtaler Muslimernes Fællesråd.
Rådet ser det som en dæmonisering af islam og dets tilhængere, 'hvilket ikke på nogen måde er fordrende for sammenhængskraften i samfundet':
- Det har altid været højt prioriteret i Muslimernes Fællesråd at arbejde og tale for et aktivt medborgerskab i Danmark. Endvidere er der ingen modsætninger imellem vores kerneværdier i samfundet og de moralske og etiske værdier i Islam, udtaler Muslimernes Fællesråd.