Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) går nu til angreb på Socialdemokraterne i sagen om Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnocks skattesag:
- Nu må S-toppen og deres skatterevisor Frode Holm stoppe med at lægge pres på SKAT for en hurtig afgørelse. S-presset er utilstedeligt og helt urimeligt over for SKAT's medarbejdere, der blot passer deres arbejde. Jeg vil ikke som skatteminister finde mig i, at man forsøger at intimidere SKAT-medarbejderne, siger skatteminister Troels Lund Poulsen til ekstrabladet.dk
Vil ikke finde sig i det
Han henviser til at S-toppen gentagne gange har bedt om en hurtig afgørelse.
Skatteministeren peger konkret på, at Helle Thornings højrehånd den politiske ordfører Henrik Sass Larsen i Ekstra Bladet Søndag bad SKAT om at træffe en hurtig afgørelse i sagen. Også partiets skatterevisor, skatteeksperten Frode Holm har gentagne gange bedt om en hurtig afgørelse. Senest i går over for politiken.dk:
Meget utålmodige
- Jeg og mine klienter er meget utålmodige, udtalte han.
- SKAT må have arbejdsro. Det er ikke rimeligt at S-toppen forsøger at fremme sagen. Jeg har fuld tillid til at SKAT's medarbejdere passer deres arbejde, som de skal. Men den slags sager (Thorning/Kinnock-sagen) tager den tid, den slags sager skal tage, understreger ministeren.