Helle Thorning indrømmer løgn

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, indrømmer, at hun i efteråret 2009 gav Justitsministeriet forkerte oplysninger om sin ægtemand, Stephen Kinnock

Nu indrømmer Socialdemokraternes formand, at hun i efteråret 2009 gav forkerte oplysninger til Justitsministeriet. (Foto: Kenneth Meyer)
Nu indrømmer Socialdemokraternes formand, at hun i efteråret 2009 gav forkerte oplysninger til Justitsministeriet. (Foto: Kenneth Meyer)

- De oplysninger, der i efteråret 2009 blev sendt til Justisministeriet vedr. min mands tilskødning af vores ejendom, har vist sig ikke at være præcise. Det var en sløset fejl, som jeg naturligvis beklager, skriver Helle Thorning-Schmidt i en mail til Ritzau.

Hun uddyber.

- Vi vil nu tilsende Justitsministeriet den endelige opgørelse af min mands ophold i Danmark. Om det får konsekvenser for Justitsministeriets tidligere afgørelse, vil vi lade være op til Justitsministeriets samlede vurdering af de afgivne oplysninger, skriver Helle Thorning-Schmidt.

Indrømmelsen kommer oven på afsløringer i avisen BT, der dokumenterer, at Helle Thorning den 14. oktober 2009 sendte en mail til Justitsministeriet, hvor hun søger tilladelse til, at hendes britiske mand, Stephen Kinnock, kan stå som medejer af familiens hus på Østerbro i København.

I mailen forklarer hun, at hendes britiske mand tilbringer alle årets weekender i huset på Østerbro.

- Min mand er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag året rundt, skriver Helle Thorning-Schmidt i e-mailen, som B.T. har fået aktindsigt i.

De oplysninger er i modstrid med den meddelelse hun afgav, da sagen om hendes mands skatteforhold var på sit højeste for en måned siden.

Her proklamerede hun, at Stephen Kinnock kun befandt sig i Danmark 33 weekender om året, og at han derfor ikke skulle betale skat her i landet.

- Vi er kommet frem til, at han er i Danmark 33 weekender om året. Det vil sige, at de tal, der har været fremme om, at han hver weekend og alle ferier var i Danmark, har været forkerte, sagde hun 1. juli.

Opdateres...

Send os et læserbrev og fortæl os, hvad du mener om Helle Thornings skattefadæse