Venezuelas præsident Hugo Chavez afbryder alle forbindelser til nabolandet Colombia og øger samtidig det militære beredskab ved grænsen. Det sker som reaktion på Colombias anklager om, at venstreorienterede colombianske oprører skjuler sig i Venezuela.
Chavez afviser beskyldningerne som 'USA-inspireret aggression'.
- Vi har intet andet valg end fuldstændig at bryde forbindelsen til vores brodernation Colombia, siger Chavez torsdag på direkte tv.
De to sydamerikanske naboer, der deler en lang grænsestrækning, har i årevis været oppe at toppes, hvilket flere gange har udløst frygt for en militær konfrontation.
Chavez' meddelelse kommer efter, at Colombia på et møde i Washington viste fotos og kort, som angiveligt skulle bevise eksistensen af 1500 venstreorienterede colombianske oprørere i lejre på Venezuelas side af grænsen.
Chavez anklager USA for at tilskynde den afgående colombianske præsident, Alvaro Uribe, til at angribe Venezuela. Colombia får ny præsident 7. august.