Skatteekspert freder Helles mand

Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, skal betale skat til Schweiz, og det er ikke noget han selv bestemmer, siger skatteeksperten Christen Amby

Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock. (Foto: Jan Sommer)
Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock. (Foto: Jan Sommer)

Helle Thorning-Schmidt er kommet i stormvejr onsdag morgen efter en artikel i B.T., der afslører, at hendes mand, Stephen Kinnock, betaler skat til Schweiz i stedet for til Danmark.

Flere eksperter påpeger over for avisen, at han burde betale til Danmark, da han har såkaldet livsinteresser i Danmark i form af kone, hus og børn.

B.T. konkluderer, at 'Helle og manden scorer kassen i skattely'.

Læs:Avis: Thornings mand i skattely.

Beskyldninger er vrøvl
Men beskyldningerne er noget vrøvl ifølge rådgivende skatterevisor og medlem af Skatterådet, Christen Amby.

- Stephen Kinnock bor og arbejder i Schweiz. Han modtager løn fra en arbejdsgiver i Schweiz, og dermed er han tvunget til at betale skat til Schweiz. Det er ikke noget, han selv bestemmer, siger Christen Amby til ekstrabladet.dk.

- Det påpeges i artiklen, at han har såkaldte livsinteresser i Danmark, og derfor bør betale skat til Danmark, selv om han befinder sig i landet mindre end 180 dage om året. Er det korrekt?

- Nej, det er det bestemt ikke. Hans livsinteresser har ingen indflydelse på, hvor han skal betale skat. Det kan aldrig lave om på, at Schweiz har skatteretten, siger Christen Amby.

Schweiz har skatteretten
- Det er som om, nogen ved en misforståelse sammenligner ham med golfspilleren Søren Hansen, som er blevet dømt til at betale skat til Danmark. Men der er stor forskel på de to sager.

- Søren Hansen sagde, at han boede i Monaco, men han arbejdede ikke i Monaco, og fik ikke udbetalt løn fra et firma i Monaco. Stephen Kinnock, derimod, både bor, arbejder og får løn i Schweiz. Der ligger forskellen på de to sager, siger Christen Amby til ekstrabladet.dk.

1 af 2 Christen Amby er en af Danmarks førende skatteeksperter. (Foto: Polfoto)
2 af 2 Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock. (Foto: Jan Sommer)
0 kommentarer
Vis kommentarer