Senator Robert Byrd død, 92 år.

Den amerikanske senator Robert Byrd var medlem af den amerikanske kongres i længere tid end nogen anden politiker i historien

Den amerikanske senator Robert Byrd, som har været medlem af Kongressen længere end nogen anden politiker i historien, er død, 92 år, meddeler hans talsmand mandag.

Byrds død ventes ikke at føre til ændringer af Demokraternes nuværende flertal i Senatet. West Virginias guvernør, demokraten Joe Manchin, ventes at udpege en demokrat til at erstatte Byrd frem til afslutningen på hans valgperiode, som udløber i 2012.

Byrd, der var valgt i West Virginia, havde sin første arbejdsdag 3. januar i 1953 i Repræsentanternes Hus. Han blev efterfølgende valgt ind i Senatet.

Han havde per 1. oktober 2009 deltaget i 18.569 afstemninger i Senatet.

Senatoren, der var uddannet jurist, forsøgte at vinde 1976-nomineringen som demokraternes præsidentkandidat, men tabte slaget til Jimmy Carter, der vandt præsidentvalget samme år.

Byrd var kendt som en af Barack Obamas stærkeste støtter. Han har beklaget, at han tidligere var medlem af Ku Klux Klan og modarbejdede den lovgivning, som i 1960'erne sidestillede hvide og sorte amerikanere.

Byrd blev indlagt i sidste uge på grund af hedeslag og dehydrering som følge af de høje temperaturer, der hersker i Washington i øjeblikket.

Det var forventet, at Byrd kun skulle bruge nogle dage på hospitalet, men hans tilstand blev efter indlæggelsen stadig forværret.

0 kommentarer
Vis kommentarer