Gades pressechef får delvis oprejsning

Pressenævnet kritiserer DR for et indslag, hvor DR på misvisende facon afspillede klip fra en samtale med daværende forsvarsministers Søren Gades pressechef

Det var ikke i orden, da DR tilbage i februar bragte optagelser af en samtale mellem en DR-journalist og tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) daværende spindoktor, Jacob Winther. (Arkivfoto: Benjamin Kürstein)
Det var ikke i orden, da DR tilbage i februar bragte optagelser af en samtale mellem en DR-journalist og tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) daværende spindoktor, Jacob Winther. (Arkivfoto: Benjamin Kürstein)

Det var ikke i orden, da DR tilbage i februar bragte optagelser af en samtale mellem en DR-journalist og tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) daværende spindoktor, Jacob Winther.

DR's indslag og de bragte brudstykker fra samtalen var nemlig misvisende.

Det konkluderer Pressenævnet og udtaler dermed kritik af DR i sagen, der er en del af den penible lækagesag om udsendelse af danske jægersoldater til Irak.

En sag, som foreløbig er endt med, at Søren Gade har trukket sig ud af politik.

I DR-indslaget fremstod det som om, at Jacob Winther i den 20 minutter lange telefonsamtale med DR-journalisten havde fastslået, at TV2 tilbage i 2007 fik oplysningerne om udsendelsen af de danske jægersoldater fra Jægerkorpset selv.

Dermed kunne det se ud som om, at spindoktoren i samtalen havde forsøgt at fjerne mistanken om lækage fra Forsvarsministeriet og ham selv.

Men i indslaget så DR bort fra andre dele af samtalen, hvor Jacob Winther rent faktisk gør opmærksom på, at han ikke ved med sikkerhed, at lækagen stammede fra Jægerkorpset, fastslår Pressenævnet.

'Dette skete på trods af, at han (Jacob Winther, red.) gjorde opmærksom på, at han ikke havde en konkret viden,' skriver Pressenævnet blandt andet i afgørelsen.

Pressenævnet pålægger desuden DR at bringe en rettelse i forhold til udsagnet 'Det var Forsvarsministeriets pressechef, Jacob Winther, der fortalte TV 2, at de danske jægersoldater skulle til Irak'.

DR har ikke dokumenteret, at det udsagn er korrekt, skriver Pressenævnet.

0 kommentarer
Vis kommentarer