Israel lemper blokaden mod Gaza

Israel vil lempe blokaden mod Gazastriben og tillade flere varer til det Hamasstyrede område. Der ventes fortsat forbud mod privat import af byggematerialer

En række varer vil blive fjernet fra den sorte liste og kan fremover indføres i Gazastriben, hvor den islamistiske Hamas-bevægelse sidder på magten.

Israels sikkerhedskabinet besluttede torsdag at 'liberalisere systemet' og 'øge tilførslen af materialer til civile projekter under international kontrol'.

Israel oplyser ikke, hvilke materialer og produkter det konkret drejer sig om, men den palæstinensiske koordinator af varer til Gaza, Raed Fattouh, siger, at alle typer madvarer, legetøj, papirvarer, køkkenudstyr, madrasser og håndklæder vil blive tilladt.

I forvejen tillader Israel, at der kommer en begrænset mængde byggematerialer ind til brug i genopbygningen efter Gaza-krigen i december 2008 og januar 2009, men kun via internationale organisationer som FN.

Fremover ventes der at komme flere materialer til de FN-støttede projekter.

Forbuddet mod privat import af byggematerialer som jernrør og cement vil formentlig blive bevaret, fordi israelerne frygter, at Hamas og andre grupper kan bruge disse ting til at bygge raketter og lave underjordiske bunkere og tunneler.

Israels sikkerhedskabinet understreger, at de 'eksisterende sikkerhedsprocedurer for at forhindre indførslen af våben og krigsmateriel' fortsat vil være i kraft.

Som reglerne er i dag, står tusindvis af varer - herunder toiletpapir, ingefær, legetøj og musikinstrumenter - på en liste over varer, som ifølge Israel udgør en sikkerhedsrisiko og derfor ikke må indføres i Gaza.

Israel har været under øget internationalt pres for at lempe blokaden mod den fattige, palæstinensiske enklave, efter israelske soldater 31. maj bordede et skib lastet med nødhjælp til Gazastriben.

Under aktionen, der foregik i internationalt farvand ud for Gazas kyst, blev ni tyrkiske aktivister dræbt.

Israels regering mødes senere torsdag for at drøfte, hvordan de nye regler skal implementeres.

0 kommentarer
Vis kommentarer