Per Stig hader Lene - men sladrer han?

Den nye lækage-sag: Kulturministeren tilgiver aldrig, at hans partiformand og efterfølger degraderede ham

Per Stig Møller har haft meget svært ved at sige noget som helst pænt om sin efterfølger i Udenrigsministeriet, partiformand Lene Espersen. (Foto: Stine Larsen)
Per Stig Møller har haft meget svært ved at sige noget som helst pænt om sin efterfølger i Udenrigsministeriet, partiformand Lene Espersen. (Foto: Stine Larsen)

Kulturminister Per Stig Møller (K) hader rent ud sagt sin partiformand, Lene Espersen.

Han tilgiver hende aldrig, at hun ved regeringsrokaden sidst i februar degraderede ham fra udenrigsminister til kulturminister. Og måske værst af alt: At han blev afløst på posten af netop Lene Espersen selv, som han betragter som en letvægter i svær grad på det udenrigspolitiske felt.

Hadet er så udtalt, at Per Stig Møller indimellem bare må lufte sin vrede.

Gætterier om lækken
Hele dagen i går blev der gættet på, om han selv står bag lækket til pressen om, hvordan han på mødet i regeringens koordinationsudvalg 24. marts skældte ud over, at Lene Espersen havde meldt afbud til det arktiske topmøde i Canada få dage senere.

Per Stig Møller mente, ifølge Ekstra Bladets kilder, at Lene med sin adfærd ’på to uger ødelægger, hvad det har taget mig et årti at bygge op’.

En oplysning, som Berlingske Tidende i går kunne bekræfte. Tilmed er kilden et medlem af regeringens seks mand lille koordinationsudvalg.

Per Stigs sind
Også på Christiansborg gættes lystigt på, hvem lækken er. Ingen medlemmer af udvalget – foruden statsminister Lars Løkke Rasmussen er det udenrigsminister Lene Espersen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, skatteminister Troels Lund Poulsen og netop Per Stig Møller – vil udtale sig.

Men pointen er, at Per Stig Møller meget vel kan have udtalt sig som anført. Hans had til Lene Espersen er af en sådan karakter, at det overskygger alt andet, f.eks. hensynet til VK-regeringen, politisk kløgt og takt og tone.

Hans sind er sådan skruet sammen, at han slet ikke kan holde bitterheden inde i kroppen. Ud skal den, og det kommer den så. På den ene eller anden måde.

Per Stigs kronik
Allerede 9. april smed Per Stig Møller en lille stinker ud i form af en kronik i Weekendavisen. Kronikken var en slags status over Per Stigs virke som udenrigsminister gennem godt otte år. Men eks-udenrigsministeren kunne ikke nære sig. Han måtte lige nævne, at de arktiske spørgsmål var et af hans fokusområder, og at de arktiske spørgsmåls betydning vil vokse i de kommende år.

Dén bemærkning faldt, netop som Lene Espersens arktiske afbuds-fadæse kørte på fulde drøn i pressen. Ikke særlig loyalt, men typisk for Per Stig Møller.

27. april afslører Ekstra Bladet, at Møller den 5. februar meddelte canadierne sin deltagelse i det arktiske topmøde. Altså det møde, som Lene E. som nytiltrådt udenrigsminister meldte afbud til – til fordel for en familieferie på Mallorca.

Per Stig Møller lagde ikke det mindste skjul på, at han var svært tilfreds med, at dén oplysning kom frem i offentligheden.

Per Stigs demonstration
Forleden opfordrede Ekstra Bladet de konservative ministre til at sige noget pænt om Lene Espersen. Fire af fem havde meget pæne ting at sige om deres partiformand, men Per Stig havde ikke lige tid. Dagen efter henvendte Ekstra Bladet sig en ekstra gang for at høre, om han dog alligevel ikke havde noget pænt at sige om sin partiformand.

Efter nogen betænkningstid vendte Per Stig Møller tilbage:

– Det er godt, at hun har sat gang i det politisk strategiske arbejde i gruppen.

Det var det eneste, Per Stig havde at sige af pæne ting om sin partiformand. Mere demonstrativt kan det næsten ikke gøres.

Regeringens koordinationsudvalg
Koordinationsudvalget er et af regeringens faste udvalg. Det behandler større væsentlige initiativer og sager fra regeringen, herunder bl.a. større regeringsudspil og lovforslag. Det er ikke faste formalia, som afgør, hvem der sidder i koordinationsudvalget - det er de enkelte minstres tyngde i regeringen og/eller i deres eget parti, som afgør fordelingen af pladser.

I VK-regeringen er de seks pladser ligeligt fordelt mellem Venstre og konservative.

Koordinationsudvalget mødes normalt en gang om ugen.

Koordinationsudvalgets medlemmer:
Statsministeren - Lars Løkke Rasmussen, Venstre - (formand)
Udenrigsministeren - Lene Espersen, konservative
Finansministeren - Claus Hjort Frederiksen, Venstre
Kulturministeren - Per Stig Møller, konservative
Økonomi- og erhvervsministeren - Brian Mikkelsen, konservative
Skatteministeren - Troels Lund Poulsen, Venstre

Ministre med punkter på dagsordenen deltager i møderne.

1 af 2 Disse seks minister sidder i øjeblikket i regeringhens absolutte inderkreds, koordinationsudvalget: Hjort Frederiksen, Løkke Rasmussen og Lund Poulsen fra Venstre, Mikkelsen, Espersen og Møller fra de konservative. (Foto:Tariq Mikkel Khan,Thomas Sjørup,Miriam Dalsgaard, Henning Hjorth, Thomas Wilmann, Per Volkver. Foto,ontage: ekstrabladet.dk)
2 af 2 Per Stig Møller har haft meget svært ved at sige noget som helst pænt om sin efterfølger i Udenrigsministeriet, partiformand Lene Espersen. (Foto: Stine Larsen)
0 kommentarer
Vis kommentarer