Henriette K. hørte ikke Per Stig advare

K's politiske ordfører skælder ud på Berlingske for at skrive om advarsel mod Lene Espersens afbud til Canada-møde ud fra anonyme oplysninger

Den konservative gruppeformand og politisk ordfører Henriette Kjær skælder ud på Berlingske, fordi den 'hæderkronede' avis har fået oplysninger fra regeringens koordinationsudvalg - og har videregivet dem uden kildeangivelse. (Foto: Jens Dresling)
Den konservative gruppeformand og politisk ordfører Henriette Kjær skælder ud på Berlingske, fordi den 'hæderkronede' avis har fået oplysninger fra regeringens koordinationsudvalg - og har videregivet dem uden kildeangivelse. (Foto: Jens Dresling)

Den konservative gruppeformand og politiske ordfører Henriette Kjær kritiserer Berlingske Tidendes brug af anonyme kilder i historien om, at statsministeren angiveligt var advaret om udenrigsministerens afbud til et arktisk møde i Canada og afviser i øvrigt at forholde sig til sagen.

- Det siger jeg overhovedet ikke noget til. Den artikel bygger på anonyme kilder, og jeg kan ikke forstå, at et hæderkronet dagblad som Berlingske Tidende vil benytte sig af den slags, siger hun.

Hun reagerer på, at hendes og udenrigsminister Lene Espersens partifælle, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller ifølge Berlingske Tidende på et møde i regeringens koordinationsudvalg forud for Arktis-mødet advarede statsminister Lars Løkke Rasmussen om, at det ville være 'en kæmpefejl', hvis udenrigsminister Lene Espersen udeblev fra mødet i Arctic 5 i Canada før påske.

En af seks har sladret
Berlingske Tidende skriver, at oplysningen kommer fra en af de seks ministre, der sidder i koordinationsudvalget.

Henriette Kjær vil ikke forholde sig til konsekvensen, hvis oplysningerne står til troende.

- Det står ikke til troende. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan lave en forside på et stort respekteret dagblad, der bygger på anonyme kilder, siger hun og mener heller ikke, at Per Stig Møller bør afkræfte oplysningerne, hvis de ikke er sande.

- Så kan vi jo gå rundt og afkræfte alt muligt. Det synes jeg i princippet ikke, han skal, siger hun og oplyser, at hun ikke selv har hørt ham advare.

- Nej, det har jeg naturligvis ikke, siger hun.

Statsministeren har flere gange forklaret, at han ikke på forhånd kendte til afbuddet.

0 kommentarer
Vis kommentarer