Danmark skal passe på med at sælge ud af infrastrukturen. Hvis telefonnettet, lufthavne og energiforsyningen er i hænderne på udenlandske firmaer, kan det blive et problem for Danmark, mener De Konservatives formand, udenrigsminister Lene Espersen (K).
- Man skal tænke sig grundigt om, før man for eksempel overlader energiforsyningen til andre lande og dermed frasiger sig de muligheder, man både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk har for at bestemme tingene selv, siger Lene Espersen.
- Det er først og fremmest et sikkerhedspolitisk spørgsmål, siger hun.
Hun erklærer sig enig med sin partifælle, økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der trods stor tidligere privatiseringslyst nu mener, at hverken Københavns Lufthavne eller Tele Danmarks telefonkabler burde være lagt i private hænder.
- På nogle områder gav det god mening, men jeg tror bare, man må lære af de initiativer, man tager, og se på fordele og ulemper. Og når det gælder den centrale infrastruktur, giver det god mening, at det er noget, man selv bevarer kontrollen med, siger Lene Espersen.
Spørgsmål: Brian Mikkelsen siger, at kapitalfonde ikke tager hensyn til den danske stat, men i stedet til sine aktionærer. Er det noget, I lige har opdaget?
- Nej, den diskussion, han lægger op til, er en holdning, som Det Konservative Folkeparti har haft de sidste mange år. Det er en konsekvens af, hvor meget det egentlig betyder, at infrastrukturen er noget, man selv har styr over, og ikke er afhængig af andre for at få tingene igennem, siger Lene Espersen.
Hun afviser, at de nye toner omkring privatisering skulle være et opgør med regeringsgrundlaget fra 2001, der ellers havde som mål, at alle statens aktieposter skulle gennemgås med henblik på et salg.