DF-vælgere dumper paratviden om Danmark

Hver tredje af Danske Folkepartis vælgere ville dumpe indfødsretsprøven - og dermed blive nægtet dansk statsborgerskab

Hver tredje af DF-vælgerne ville dumpe indfødsretsprøven. (Foto: Dansk Folkeparti)
Hver tredje af DF-vælgerne ville dumpe indfødsretsprøven. (Foto: Dansk Folkeparti)

Dansk Folkepartis vælgere skal være glade for, at hovedparten allerede er danske statsborgere.

For hvis de kom til Danmark og søgte om dansk statsborgerskab, ville hver tredje DF-vælger dumpe den omdiskuterede indfødsretsprøve - og dermed blive nægtet dansk statsborgerskab. Det skriver Ugebrevet A4 i dag.

Bedre gennemsnit
Indfødsretsprøven skal teste kendskab til dansk kultur, historie og samfundsforhold hos dem, der ansøger om dansk statsborgerskab. Den er, ifølge Ugebrevet A4, Dansk Folkepartis værk.

LÆS:Indfødsretsprøve på falsk grundlag

- For at forstå sig på det at bo i Danmark og være dansk, skal man lære vore værdier at kende, sagde Dansk Folkepartis udlændingeordfører Peter Skaarup til TV 2 Nyhederne i august.

Ikke de samme krav til danskere
Mens hver tredje DF-vælger ville dumpe testen, mener 84 procent af Dansk Folkepartis vælgere, at det er i orden at kræve en grundlæggende viden om dansk kultur og samfundsforhold af folk, der søger om dansk statsborgerskab. Men, kravet om en almen paratviden om Danmark skal ikke gælde danskere, mener DF.

LÆS:Flueknepperi at påpege fejl i prøve

- Og jeg vil heller ikke forlange, at danske statsborgere er orienteret fuldt ud i danmarkshistorie. Det er en fordel, de er det, men det er ikke noget krav, siger Søren Krarup, der er indfødsretsordfører for Dansk Folkeparti, til Ugebrevet A4.

Misvisende undersøgelse
Ledelsen i Dansk Folkeparti afviser undersøgelsen. Ugebrevet A4 har angiveligt spurgt 'de forkerte'.

- Det kunne være, at I har sørget for omhyggeligt at spørge folk, som ikke har så store forudsætninger for at svare. Jeg ved det ikke, siger Søren Krarup til Ugebrevet A4.

Mens hver tredje DF-vælger ville dumpe testen, vil kun hver femte af alle danskerne dumpe indfødsretsprøven og kun hver tiende af de konservative vælgere.

Læs mere om indfødsretsprøven på nyidanmark.dk.

Hvad mener du om indfødsretsprøven? Stiller vi for hårde krav til dem, der gerne vil være danske statsborgere? Eller skal vi stille hårde krav?

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen