Klar opbakning til klimaaftale i København

Landene i Commonwealth er blevet enige om bakke fuldt op om en bindende klimaaftale på topmødet i København. Den danske statsminister er 'meget opmuntret'

Samtlige 53 lande i det britiske statssamfund Commonwealth erklærer på et topmøde i Trinidad og Tobago deres fulde støtte til en 'operationelt bindende' klimaaftale på FN's kommende topmøde i København.

- Jeg er meget imponeret over erklæringen fra Commonwealth-lederne, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, der også deltager i mødet i Caribien.

- Det viser, at der er en reel vilje til at nå en væsentlig aftale i København, siger Løkke.

Det stærkest mulige resultat
Af det to sider lange dokument fremgår det blandt andet, at landene har forpligtet sig til arbejde hårdt for 'det stærkest mulige resultat' på klimatopmødet i København.

- Vi vil fortsat støtte den proces, som den danske statsminister står i spidsen for og hans bestræbelser på at levere en omfattende, væsentlig og operationelt bindende aftale i København, der leder frem mod en fuld juridisk bindende aftale senest i 2010, lyder det i erklæringen fra stats- og regeringscheferne.

Landene bakker samtidig op om et britisk-fransk forslag om at etablere en fond, der de næste tre år skal støtte udviklingslandene med 10 millioner dollar årligt i deres kamp for at tilpasse sig klimaforandringerne. Og det glæder den danske statsminister, at den såkaldte Copenhagen Launch Fund er med i den endelige erklæring.

Glad Løkke
- Forslaget om Copenhagen Launch Fund er meget, meget konkret og leverer på et meget vigtigt område - nemlig hurtig startfinansiering. Fremskridt på finansiering er særdeles vigtigt, understreger statsministeren, der søndag forlader Trinidad og Tobago som en glad mand.

- Konklusionen fra både rige og fattige lande lover godt for et ambitiøst resultat i København. Jeg er meget opmuntret, og jeg forlader Trinidad fuldt overbevist om, at det er muligt at nå en ambitiøst aftale i København om få uger, erklærer Lars Løkke.

Landene i Commonwealth repræsenterer en tredjedel af verdens befolkning og udgør desuden en fjerdedel af medlemmerne i FN.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere