Løkke ind i sag om tronfølge-reklamefilm

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blandes nu ind i sagen om Statsministeriets tronfølge-kampagnefilm, der ifølge Radio- og tv-nævnet var politisk

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trækkes nu ind i sagen om Statsministeriets kampagnefilm i forbindelse med forårets tronfølgeafstemning, der ifølge Radio- og tv-nævnet skulle få danskerne til at stemme ja ved afstemningen.

Det var Enhedslistens Per Clausen, der klagede til Radio- og tv-nævnet over TV2, fordi stationen viste filmen og dermed ifølge Per Clausen - og altså nu også Radio- og tv-nævnet - brød forbuddet mod at vise politiske kampagner.

Men sagens hovedskurk er ifølge Per Clausen Statsministeriet, der i strid med reglerne lavede en politisk propagandafilm. Og på trods af, at statsministeren i foråret hed Anders Fogh Rasmussen, har Per Clausen nu stillet en række spørgsmål til Lars Løkke Rasmussen.

Blandt andet spørger han Løkke, om han vil sikre sig, at "Statsministeriet ikke fremover får bragt ulovlig politisk reklame i TV2", og om han finder det acceptabelt, at Statsministeriet bruger offentlige midler til at propagandere for et bestemt udfald af en folkeafstemning.

I den sort/hvide satiriske kampagnefilm ser man et middagsselskab fra 1950’erne, der diskuterer tronfølgeloven. Det er tydeligvis ikke velset, da en kvinde i selskabet på et tidspunkt antyder, at kvinder har lige så stor evne som mænd til at besidde tronen.

Radio- og tv-nævnet konkluderer, at filmen fra Statsministeriet til dels havde til formål at "fremme gennemførelsen af den foreslåede lovændring".

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere