Tysk minister går af efter bombeskandale

Tysklands arbejdsminister Jung trækker sig, fordi oplysninger om civile ofre ved et bombeangreb i Afghanistan blev fortiet i hans tid som forsvarsminister

Tysklands arbejdsminister Jung trækker sig, fordi oplysninger om civile ofre ved et bombeangreb i Afghanistan blev fortiet i hans tid som forsvarsminister. (Foto: AP)
Tysklands arbejdsminister Jung trækker sig, fordi oplysninger om civile ofre ved et bombeangreb i Afghanistan blev fortiet i hans tid som forsvarsminister. (Foto: AP)

Den tidligere tyske forsvarsminister Franz Josef Jung træder tilbage fra sin nuværende post som arbejdsminister, efter at en sag om et kontroversielt bombeangreb i Afghanistan med civile ofre har indhentet ham.

- Jeg overtager dermed det politiske ansvar for den interne informationspolitik i forsvarsministeriet vedrørende begivenhederne den 4. september i Kunduz, siger den konservative CDU-politiker.

Så sent som torsdag aften nægtede en tydeligt presset Jung ellers endnu at gå af til trods for, at forbundshæren under hans ledelse delvist fortiede oplysninger om civile ofre ved bombeangrebet i Kunduz.

Mindst 142 mennesker, deriblandt op imod 40 civile, omkom ifølge Nato ved luftangrebet, der blev beordret af en tysk oberst.

Denne havde tilkaldt hjælp fra amerikanske fly for at bombe to tanklastbiler, som oprørere havde stjålet.

Franz Josef Jung holdt dengang i flere dage fast i, at det udelukkende var Taliban-oprørere, som var blevet dræbt ved angrebet.

Men nu er det kommet frem, at den tyske militærledelse på et tidligt tidspunkt havde kendskab til, at der også var civile ofre.

Den nu forhenværende minister holder fast i, at han på intet tidspunkt bevidst har fejlinformeret offentligheden og Forbundsdagen.

Afsløringen af en hidtil hemmeligholdt militærrapport fik torsdag Jungs afløser som forsvarsminister, Karl-Theodor zu Guttenberg, til at fyre forsvarschefen, general Wolfgang Schneiderhan, og en af sine topembedsmænd.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere